Bryllup a-z

Denne liste er ment som inspirationskilde, for der er en del ord man vil støde på under din bryllupsplanlægning. Skriv gerne en kommentar, hvis du har ideer til ord der mangler. Listen er under konstant udarbejdelse.

A

Afbud: Man kan næsten ikke komme uden om enkelte afbud til sit bryllup. Det kan være i forbindelse med en i planlagt rejse, sygdom eller en anden stor fest eller begivenhed. De fleste afbud vil komme umiddelbart efter gæsterne har modtaget invitationer til bryllup. I sidste øjeblik, kan der komme afbud pga. sygdom.

Aftaler: Et bryllup kræver meget forberedelser. Sørg for at få et system, f.eks. en kalender, hvor du kan holde styr på alle dine bryllupsplaner og aftaler.

Arrangør: Der kan være mange årsager til ikke at arrangere hele sit bryllup selv. Har man lyst til hjælp og professionel vejledning til planlægning af sit bryllup, så kan man booke en bryllupsarrangør. Andre ord for en bryllupsarrangør: bryllupskoordinator, bryllupsplanlægger, weddingplaner.

B

Brudekjole : Det svære valg, udbudet af brudekjoler i Danmark er enormt og alsidigt. Det er den vigtigste kjole i dit liv og skal derfor også være perfekt.

Brud: Bruden er centrum ved et bryllup (selvfølgelig sammen med manden, men han har jo ikke brudekjole på). Bruden må deltage i hele planlægningen af sit bryllup – med undtagelse af bestilling af brudebuket. Bruden kan selvfølgelig også lade andre stå for forberedelserne af sit bryllup. Traditionelt holder bruden ikke tale til sit bryllup, men det er blevet mere eller mindre normalt at bruden også holder tale, typisk til sin ægtemand.

Brudebuket: Brudebuketten er den buket af blomster, som manden bestiller til bruden til brylluppet. Brudebuketten skal lægge klar i våbenhuset, når bruden ankommer til kirken. Foruden brudebuket, skal der også være brystbuket til brudgom, forlover og brudens far. Der kan være brudesvende mv, der skal have brystbuket. Bruden må ikke se sin brudebuket forud for sit bryllup.

Brudekørsel og bryllupstransport: Et særligt udvalgt transportmiddel, benyttes ofte til transport af bruden til kirke og til kørsel af brudeparret efter kirken. De mest traditionelle transportmidler til brudekørsel og bryllupstransport er veteranbil og hestevogn. Efterhånden ser man brudepar der vælger alternatvie transportimidler til kørsel til og fra kirke, i forbindelse med bryllup. Alternative transportmidler er bl.a. helikopter, rickshaw, små sjove biler osv.

Brudepige: Brudepigen kan være en datter, en søster, en veninde eller et andet kvindeligt, nærtstående familiemedlem.Der er ingen regler for hvor gammel en brudepige skal være. Bruden vælger selv sin brudepige. Der kan være lige så mange brudepiger, som bruden ønsker. Vælger bruden at have flere brudepiger, så vælger man som regel en 1. brudepige, som har ansvar for bl.a. at kjole og slør bliver rettet til, når bruden sætter sig ved alteret i kirken. Der kan være andre  praktiske opgaver, som brudepigen skal løse. F.eks. som assistent under bryllupsfotografering – og ikke mindst til toiletbesøg, som kan være en stor udfordring i en brudekjole med slør, slæb og masser af tyl.

Brudesvend: En brud kan have en brudesvend sammen med sin brudepige. Har bruden brudepiger, kan man vælge at lade brudesvenden stå på brudgommensside – efter forloveren.

Bryllup: Et bryllup er den særlig fest, der holdes i forbindelse med indgåelse af ægteskab. Hvis man vælger at lade sig vie på rådhus, vælger mange at holde et traditionelt bryllup senere.

Brystbuket: Brystbuketten er den fine udgave af en en knaphulsblomst. En brystbuket sættes fast på brudgommens jakke med en lille sikkerhedsnål. Forlover, brudens far og eventuelle brudesvende kan også have en brystbuket.

Budget: Det er dyrt at holde bryllup, og det kan blive endnu dyrere, hvis man ikke får lagt et fornuftigt og realistisk bryllupsbudget allerede fra starten.

Borgerlig vielse : Det har siden 1851 været tilladt at få en borgerlig vielse.

Bordplan: Lav bordplanen i god tid før brylluppet. Sørg for at blande gæsterne, så alle sidder i nærheden af nogen, I tror de kunne få en god aften sammen med.

Bordpynt: Lys, blomster, dekorationer, kunstige krystaller og vaser er oplagte valg ifht. bordpynt.

Køb bordpynt til bryllup her

Blog: Der er massere af inspiration til bryllup på forskellige blogs på internettet – selvfølgelig er det også muligt at oprette sin egen bryllupsblog, hér kan venner og famile følge med I jeres forberedelser op til jeres bryllup.

Buffet: Ønsker man et mere afslappet bryllup, er det oplagt at vælge en buffet til sit bryllup. En buffet består af forskellige retter, varme og/eller kolde retter. Gæsterne går selv til og fra buffetten.

Borddækning: Et bryllupsbord skal selvfølgelig have tallerkner, bestik, servietter, glas og bordkort. Der kan være forskel på antal af de forskellige dele. F.eks. kan forretten mv. anrettes på tallerkner i køkkenet.

Bil: Foregår bryllupsfest og reception ikke i gå afstand fra kirke eller rådhus, skal man tænke over transport. Brudeparret kører fra kirke eller rådhus sammen. Øvrige gæster kører i egne biler, med mindre der er arrangeret fællestransport, f.eks. i form af bustransport eller lign..

Buket: – Se brudebuket, brystbuket.

Bryllupsnat: Bryllupsnatten er en ganske særlig nat. Bryllupsnatten er nemlig den første brudeparret har, som ægtefolk. Aftal på forhånd hvad I forventer og gerne vil have der skal ske. Være realistisk, for man kan være umådelig træt, når bryllupsfesten slutter.

Book og bookning: Det er vigtigt at få booket lokaler, kok, kirke eller rådhus, Bryllupsfotograf, DJ eller band. Være ude i god tid – de bedste bliver booket først. – Se også ordrebekræftelse!

Bryllupsfotograf: Vil du være sikker på at få de helt rigtige bryllupsbilleder fra jeres bryllup, så book en bryllupsfotograf. Undersøg mulighederne på internettet. Bestil den fotograf, hvis billeder du synes bedst om. Det er vigtigt at fotografen kan fremvise et bredt udvalg af billeder – og ikke mindst at den pågældende bryllupsfotograf har kontaktoplysninger og CVR-nummer. Det viser nemlig at bryllupsfotografen er rutineret – også hvis det regner.

Bryllupsalbum: Efter brylluppet vælger mange at få lavet et bryllupsalbum. Nogle brudepar får både et stort album med billeder fra hele dagen, andre vælger blot et bryllupsalbum med de officielle bryllupsbilleder. Bryllupsalbum kan bestilles hos en bryllupsfotograf, eller man kan lave et selv. Der er også mulighed for at få lavet et bryllupsalbum på internettet, dette kræver selvfølgelig at bryllupsbillederne er digitale.

Billeder: Brylluppet er én af de dage, hvor man som brudepar bliver fotograferet aller flest gange i løbet af en dag. Nyd det!

Bestilling: – Se book/bookning – se også ordrebekræftelse.

Bryllupsmagasin: Der kan købes forskellige bryllupsmagasiner, der hvor du normalt køber ugeblade og aviser.

Bryllupsrejse: Bryllupsrejsen finder sted umiddelbart efter brylluppet, eller ved først kommende lejlighed. Bryllupsrejsen er brudeparrets kærlighedsrejse og normalt tager brudeparret ikke venner og familie med.

Brugt: Bruden skal bære noget nyt, noget brugt, noget gammelt og noget lånt. Der er samtidig mange penge at spare ved at købe eller låne brugte effekter til sit bryllup. Holde øje med Den Blå Avis, Gul og Gratis, Treandsales, loppemarkeder og genbrugsbutikker. Brudekjolen kan købes brugt, eller man kan købe brugte vaser og nips til borddekorationer mv.

Blåt: Bruden skal bære noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget BLÅT. Det blå på bruden er ofte strømpebåndet.

Brudesuite: De fleste hoteller, slotte og herregårde tilbyder mulighed for overnatning i brudesuite. En brudesuite er mere luksuriøs end et almindelig værelse på det pågældende sted. En brudesuite byder ofte på champagne, rosenbade og andre romantiske forhold. Se også – Bryllupsnat

C

Catering: Er der ikke storkøkken og kokke tilknyttet feststedet, er der mulighed for at benytte sig af et Cateringfirma. Maden bliver leveret, klar til anretning og servering.

Ceremoni: Vielsen er en ceremoni.

Cupcakes: Alternativ til bryllupskagen. Cupcakes er et forholdsvis nyt fænomen i Danmark. Cupcakes er en slags muffin med en lækker creme som topping.

Cruise: Et cruise er en ferie på et skib (krystogtskib). Benyttes ofte til bryllupsrejsen. Man kan tage på Cruise i Caribien, ved Alaska og mange andre spændende og utrolig smukke steder.

Corsage: Bruges til at snørre livet ind med, så man få vipsetalje, eller som påklædning/overdel på brudekjolen.

Cyfon: Cyfon er en slags let og luftigt stof, som kan anvendes som et alternativ til tyl, f.eks. til brudekjole.

Copyright: Der er copyright på dine bryllupsbilleder, også selv om du har betalt fotografen for at lave dem til JER. Sørg for at undersøge om du evt. må fremkalde ekstra billeder til privat brug, om de må offentliggøres i avis og på internettet osv.

D

Dans: Ud over brudevalsen, skal der også danses til et bryllup. Husk at booke musik til dit bryllup, alternativt kan man lave sin egen playliste på computeren. Sørg for at have højtalere med ordentlig lyd.

Dato: Når man planlægger bryllup er det vigtigt at få fastsat en bryllupsdato. Det er dagen, hvor alle bryllupsforberedelserne kulminerer i et bryllup. Bryllupsgæsterne skal have datoen for brylluppet i rimelig tid. Normalt sender man bryllupsinvitationer til brylluppet ca. 3 måneder før brylluppet, alternativt kan man sende “reserver-dagen” invitationer til sine bryllupsgæster. Dette kan gøres så snart vielsen er booket, enten i kirke eller på rådhus.

Dekoration til bryllup: Dekorationer hører sig til bryllup og fest. Ved et bryllup, vil man ofte møde dekorationer, som blomsteropsatser i festsalen og blomsterdekorationer på bordene. Dekorationer kan også være mange andre ting, f.eks. ved et have bryllup, kan man dekorere haven med små hyggelig pudehjørner eller hængekøjer osv. Dekorationer skal være i tråd med bryllupstemaet.

Diadem: Diademer skal der til, hvis man planlægger et ægte prinsesse bryllup. Diademer kan findes i mange forskellige størrelser, så der er diademer til enhver brud. Diademet kan bæres øvers på hovedet, evt. i forbindelse med sit brudeslør.

Diamant: Diamanter er en piges bedste ven. Langt de fleste vielsesringe har én eller flere diamanter i brudens vielsesring. En diamants værdi fastsættest efter klarhed, størrelse, vægt og slibning. En diamant er en ædelsten og slibning er det eneste, som forarbejdes af mennesker.

Digt: Et digt er ideelt til bryllup. Kombiner evt. digtet med en bryllupstale.

DIY: Do it yourself, Altså gør det selv

DJ: Disc jockey (Deejay) er en der står for musikken til brylluppet. De fleste vælger at booke en DJ til at spille efter brudevalsen. Tilbage i tiden var det en DJ`s opgave at vende vinylplader, i dag vil det typisk være CDèr eller digitalefiler afspillet fra en computer. En DJ er en god løsning, hvis man ikke ønsker at have gæsterne til at rode med jukeboksen. En DJ`s opgave er at spille alsidig musik, som gæsterne kender og kan danse med på.

Dresscode: Sørg for at det tydeligt fremgå af bryllupsinvitationerne, hvorledes gæsterne forventes påklædt og om der er en dresscode.

E

Efterårsbryllup: Efterårsbryllup afholdes fra slutningen af august til midten af november. Holder man efterårsbryllup, er det oplagt at vælge et farvetema i efterårets farver.

Eventyrbryllup: De fleste brude drømmer om et rigtigt eventyrbryllup. Drømmer man om et eventyrbryllup, er det oplagt at holde sit bryllup på et slot eller en herregård.

Event: Event betyder begivenhed. Et bryllup er en event i sig selv, men der er faktisk mulighed for at bestille events til sit bryllup. Det kan være i form af en tryllekunstner, en optræden eller lign.

Emma Gad: I bogen Emma Gad finder du alt, der er værd at vide om takt og tone, mange af udsagnene er dog forældet. Men som grundbog er det en hyggelig bog at læse.

Engangskamera: Kan lægges på bordene, så gæsterne kan tage nogle billeder fra deres “point of view” Kan give nogle sjove og anderledes billeder. Der vil helt sikkert være en masse billeder, der er lige til skraldespanden, men hvis bare enkelte er gode, er det sjove minder at have efter brylluppet.

Etikette: Takt og tone – Hvordan og hvornår gør man hvad. (Om passende opførsel ved særlige begivenheder, steder og situationer)

F

Far: Brudens far har en meget vigtig rolle ved et bryllup. Det er nemlig hans opgave at følge sin datter op ad kirkegulvet. Er brudens far ikke tilstede ved vielsen, vælger bruden en anden mandlig, nærtstående familiemedlem.

Farvetema: Et hvert bryllup bør have et farvetema, det er selvfølgelig tilladt at have flere farver i sit farve tema. Farverne kan gå igen i bryllupsinvitationer, bordkort, borddekorationer, brudebuket, takkekort osv.

Forsikring af bryllup: Det er muligt at tegne forskellige forsikringer af sit bryllup, bl.a. i tilfælde af aflysning ved sygdom.

Fotograf: Hvem skal fotografere til jeres bryllup? Sørg for det er aftalt i god tid. Husk – Bryllupsbillederne er det vigtigste, fysiske minde, der er tilbage efter jeres bryllup. (Se bryllupsfotograf)

Festlokale: Festlokalet er der hvor selve bryllupsfesten skal foregå. Sørg også for at der er mulighed for tilstødende lokaler til evt. velkomstdrinks, kaffe, kage, dans osv.

Festartikler: Du kommer ikke udenom pynt til dit bryllup og du kan finde en masse flotte festartikler på nettet

Fest: Bryllup er livets største og vigtigste fest, derfor er det også den fest i livet, hvor vi bruger mest tid på planlægning – og flest penge. Et bryllup skal

Forlover: (Amerikansk: Best man) Forloveren er brudgommens “Højrehånd” under hele brylluppet. Forloveren kan f.eks. være ansvarlig for vielsesringene er klar i kirke eller rådhus. Forloveren holder tale til brudeparret. Forloveren benyttes ofte som toastmaster. Forloveren kan være brudgommens far, bror, eller bedste ven.

Frieri: Med undtagelse af d. 24. februar (hvert 4. år), er det mandens opgave at fri til sin udkårende. Enhver pige forventer et romantisk frieri.

Forlovelse: Forud for et hvert bryllup er der en forlovelse. Det sker i forbindelse med at manden frier til sin udkårende. Det fysiske tegne på en forlovelse er en forlovelsesring. Manden har ikke nødvendigvis sin egen forlovelsesring.

Forum: På internettet findes der forskellige bryllupsforum, hvor (primært) den kommende brud kan chatte med andre kommende brude, omkring planlægning af sit bryllup.

Frisure: – Se brudehår.

Fyrværkeri: Det er lovligt at fyre fyrværkeri af i Danmark mellem d. 1. december og d. 5. januar. Uden for denne periode skal der søges tilladelse. Det kan blive en bekostelig affære, hvis man ikke har sin tilladelse i orden. Det kan være en rigtig god løsning at bestille en professionel fyrværker til sit bryllup, som sørger for alt det praktiske.

G

Gaver til bryllup: Det er normalt at brudeparret sender en ønskeliste til sine bryllupsgæster, i forbindelse med udsendelse af invitationer til bryllup.

Gravid til bryllup: Er du gravid til dit bryllup, er det ingen hindring. f.eks. er der efterhånden kommet et stort udvalg af brudekjoler til den gravide brud.

Gaveideer: Ting til boligen og køkken udstyr er de mest almindelige gave ønsker til bryllup. Efterhånden er oplevelsesgaver også røget ind på top 5, over gaveønsker til bryllup. Ønsk ting som holder længe og som ikke går af mode til næste år.

Gods: Et gods kan være ideelle omgivelser til et romantisk bryllup.

Gom: Ofte anvendt forkortelse af brudgom – se Brudgom.

Gæstebog: En bog, hvor bryllupsgæsterne kan skrive en hilsen til brudeparret. Der kan sættes billeder ind af alle bryllupsgæsterne, efter brylluppet.

Gæsteliste: Gæstelisten skal indeholde navne på alle de indbudte gæster. Her kan også noteres eventuelle afbud, allergi osv.

Gæster: Der kan være flere forskellige kategorier af gæster til et bryllup. Gæster i kirken eller på rådhuset, gæster ved receptionen og gæster til bryllupsmiddag og bryllupsfest.

H

Habit : Er et sæt tøj til manden bestående af jakke og bukser

Havebryllup: Et havebryllup kan foregå under åben himmel, men stoler man ikke på vejrguderne, er det oplagt at leje et telt. (Se også teltudlejning)

Hofteholdere: Hofteholdere er praktiske hvis man vil undgå strømpebukser under brudekjolen og samtidig vil gøre lidt ekstra ud af sit lingeri.

Huskeliste: En huskeliste er en uundværlig del af forberedelserne til sit bryllup. Husk at holde huskelisten opdateret.

Hjemmeside: Der er flere sider på internettet, som tilbyder gratis hjemmesider til dig der planlægger bryllup. Har du din egen bryllupshjemmeside, kan venner og familie følge planlægningen af dit bryllup. De fleste hjemmesider har en skabelon, så det er let at komme igang.

Herregård: Mange Herregårde tilbyder afholdelse af bryllup og pakkeløsninger med bryllupsmenu og overnatning til både brudepar og bryllupsgæster.

Hotel: Et hotel kan benyttes til bryllupsreception og/eller et bryllup. Samtidig vil der være mulighed for overnatning for både brudepar og bryllupsgæster.

Håropsætning: Der findes et utal af muligheder, når bruden skal have sat hår. Brug din egen frisør, eller en frisør eller hårstylist med speciale i opsætning af brudefrisure. Mange firsører med speciale i opsætning af brudefrisurer, lægger også makeup til bryllup.

Honeymoon: Det amerikanske ord for bryllupsrejse – se bryllupsrejse.

I

Invitationer: Invitationerne til bryllup sendes ud i god tid, så bryllupsgæsterne ikke har lavet andre planer eller er på ferie, når brylluppet skal afholdes. Send evt. “reserver-dagen” kort ud, forud for bryllupsinvitationerne. En bryllupsinvitation skal indeholde alle praktiske oplysninger om det forestående bryllup. F.eks. Dato, tidspunkt, adresse til kirke eller rådhus, dresscode (påklædning), reception, bryllupsmiddag, om der er mulighed for overnatning osv.

Information: Søg oplysninger og information på internettet, hos leverandører og forhandlere, i blade og magasiner, forud for dit bryllup.

J

JA: Den vigtigste ord til et bryllup. Siges af både bruden og brudgommen i kirken eller på rådhuset.

Jakkesæt: Er man ikke til smoking, habit, kan brudgommen vælge at blive gift i et flot jakkesæt. Husk at give bryllupsgæsterne besked om evt. dresscode og forventet påklædning.

Jura: Når man indgår ægteskab, er det en juridiskbindende kontrakt mellem bruden og brudgommen. Undersøg om I evt. skal lave en ægtepagt, forud for jeres bryllup. – Se ægtepagt.

K

Kjoler: Kjoler udgør en stor del af det visuelle bryllup. Forventer brudeparret at damerne ved brylluppet er iført kjoler, skal dette anføres i bryllupsinvitationerne. – Se også Brudepigekjoler og Brudekjole

Kirke: Et traditionelt bryllup starter med vielse i kirke. Man kan altid blive gift i den sognekirke man tilhører. Man kan også blive gift i en kirke, hvor enten bruden eller brudgommen har særlig tilknytning til. F.eks, der hvor man er blevet døbt eller konfirmeret. Ønsker man at blive gift i en kirke, uden personligt tilknytningsforhold, kan dette som regel aftales med præsten eller kirkekontoret. Der er dog visse kirker, der ikke vier brudepar uden særlig tilknytning. F.eks. Domkirker, da mange ønsker at blive gift netop dér.

Kirkehæfter : Er et lille program, der fortæller hvad der skal ske i kirken under selve vielsen. Du kan enten selv lave disse hæfter, eller få en professionel kortdesigner til at stå for det.

Kro: Der findes efterhånden mange eksklusive kroer, med gourmet på menuen og stjernekokke i køkkenet. De fleste kroer tilbyder også overnatning.

Kort: Hvilke kort skal du have med til dit bryllup? Gavekort, takkekort, til-og fra kort, bordkort, krakskort, evt. som udprint ved invitationerne, så bryllupsgæsterne kan finde vej til kirke, reception og feststed.

Kunstige negle : Din ring vil blive beundret hele dagen, det kan derfor være en god idè at få ordnet sine negle. Du kan vælge at få påsat kunstige negle i Silikone eller akryl m.fl. Tag en snak med en negleteknikker om mulighederne.

Kys: Kys skal der være mange af til et bryllup. Det vigtigste kys til et bryllup, er selvfølgelig dét første, som brudeparret giver hinanden, når præsten, borgmesteren eller anden offentligperson, som har foretaget vielsen, siger “du må kysse bruden”.  Når bryllupsgæsterne slår på glassene, under bryllupsmiddagen, skal brudeparret op på stolene og kysse. Tramper bryllupsgæsterne i gulvet, må brudeparret ned under bryllupsbordet og kysse. – Spar IKKE på kyssene til dit bryllup.

Korset: Et behageligt alternativ til Corsage. Et korset har ofte indsyede stivere af plastmateriale, som giver mulighed for bevægelse. Kan også findes som en kombination med BH.

L

Lingeri: undertøjet under brudekjolen og til bryllupsnatten. Bruden vælger selv sit lingeri. Vær opmærksom på at lingeri ikke skal kunne ses gennem brudekjolen. Derfor kan blonder også være upraktisk, hvis man har valgt en brudekjole i et let materiale. Vælg evt. et praktisk sæt lingeri eller undertøj til brylluppet og et andet, mere udfordrende til bryllupsnatten.

Lokaler: Sørg for at have lokaler til reception, bryllupsmiddag, kaffe, kage, dans mv. De samme lokaler kan sagtens bruges til flere formål, men det er praktisk at bryllupsgæsterne f.eks. kan drikke kaffe i et tilstødende lokale, mens bryllupsbordene fjernes, for at gøre klar til brudevals. Er der rygere blandt bryllupsgæsterne, kan man overveje om der skal være rygelokaler, eller om al rygning foregår udendørs. Er der børn til brylluppet, kan det være en god ide at have et børne-værelse, med legetøj, spil og film og til de små, som skal sove.

Las Vegas: Verden mest kendte “bryllups-by”, byder bl.a. på Drive-in bryllup, Elvis-bryllup og mere traditionelle bryllupper.

Lykønskninger: Lykønskninger til et bryllup betegnes ofte om alle de kys, knus og kram, som brudeparret modtager af sine bryllupsgæster, umiddelbart efter brylluppet. Ved bryllup i kirke, gør brudeparret først ud. Hvis vejret er til det, foregår lykønskninger udenfor kirken, alternativt i våbenhuset.

Lys: Levende lys benyttes til at give den helt rette stemning ved bryllupsfesten. Levende lys og fakler er også ideelle, udenfor feststedet. Tænk også over hvilket lys der skal være i forbindelse med dans, sidst på aftenen.

Location: ordet bruges ofte om stedet hvor bryllupsbillederne skal optages. “on Location” er udendørsoptagelser, eller bare et andet sted, end i et fotostudie.

M

Menu: Bryllupsmenuen sammensættes af brudeparret, oftest i samarbejde med kokken, køkkenchefen eller Cateringfirmaet. Årstidens frugt og grønt indgår somregel i bryllupsmenuen. Overvej hvor mange retter der bliver tid til, i forhold til antallet af forventede sange og taler.

Mad: Når man holder bryllup, kan der være flere anretninger, end blot bryllupsmenuen. Overvej om der skal serveres en lettere anretning ved reception, ankomst til feststedet og til natmad. Hvis der er overnatningsmuligheder til bryllupsgæsterne, bør man også overveje om der skal serveres brunch (morgenmad).

Musik: Der skal være musik til et bryllup. Der kan være musik i kirken, ved receptionen, under bryllupsmiddagen og til brudevals og efterfølgende dans. Musikken bør være varieret og passe til alle aldersgrupper.

Messe : På en bryllupsmesse, kan du tale med annoncørene og få inspiration til dit bryllup. Der er bryllupsmesser i hele Danmark og afholdes typisk i januar-marts

Monogram: Mange brudepar benytter monogram i forbindelse med deres bryllup. Monogrammet kan benyttes til indbydelser, på kirkeprogram, bordkort osv.

Morgengave: Morgengaven giver brudgommen til sin brud om morgenen, efter bryllupsnatten. Bruden kan også give sin brudgom en morgengave.

N

Navne: Der skal navne på bordkortene. Det er også vigtigt at notere navnene på alle de gæster, som deltager ved festen, giver bryllupsgave eller sender blomsterhilsner, så brudeparret efter brylluppet kan sende takkekort.

Navneskift: Når I gifter jer, beholder I på automatik, jeres egne navne. Ønsker I derimod at få samme efternavn og eventuelt mellemnavn, kan I søge om en navneændring. I vil få ny fødsels og dåbsattest samt navneattest og modtage nyt sygesikringsbevis.

Naturlig makeup: Den mest anvendte makeup til bryllup, er en helt naturlig bryllupsmakeup. Rød læbestift kan f.eks. komme til at virke sort, på s/h billeder og en aftenmakeup kan virke voldsom, når brylluppet starter i dagtimerne.

Nat: – Se bryllupsnat,  – Overnatning,  – Brudesuite

O

Overnatning: Brudeparret kan overnatte i på hotel, brudesuite eller hjemme. Det kan være praktisk at sørge for overnatningsmuligheder til sine bryllupsgæster, særligt hvis der er gæster, der kommer langvejs fra. Et bryllup med overnatningsmuligheder slutter ofte senere, end bryllupsfester, hvor gæsterne skal køre hjem.

Overtro : Der findes en masse overtro i forbindelse med et bryllup. Eks. kaster ris efter brudeparret for at overføre dem frugtbarhed, men kan sagtens bruge frø.

Online: Stort set hele planlægningen af et bryllup kan foregå online, hvis man ønsker det. Der kan oprettes bryllupsblogs, brudeparrets egen hjemmeside, deltage i sociale netværk med andre kommende brudepar osv. Kun fantasien sætter grænser, for brug af online værktøjer, i forbindelse med bryllupsplanlægningen. Du kan også bruge nogle af de gode planlægningsværktøjer der findes.

Officielle bryllupsbilleder: Langt de fleste brudepar vælger at lade en professionel fotograf stå for optagelsen af de officielle bryllupsbilleder. Det er nemlig de officielle bryllupsbilleder, der sendes ud som takkekort, sættes i glas og ramme og evt. sættes i avisen. De officielle bryllupsbilleder er det vigtigste fysiske minde af brylluppet. – Se også Bryllupsbilleder.

Ordrebekræftelse: Når brudeparret har indgået en aftale med leverandører til brylluppet, er det vigtigt at modtage en ordrebekræftelse på den indgåede aftale. Det er garantien for en bindende aftale. En ordrebekræftelse skal bla. indeholde informationer om hvem der har indgået aftalen, hvad aftalen går ud på, antal, priser, tidspunkter mv.

P

Pris: Priser hænger som regel sammen med kvalitet, udbud og efterspørgsel. Det gælder også i forhold til bryllup. Hvis man lægger et fornuftigt budget, kan det være lettere at holde sig til varer og service, indenfor den ønskede pris.

Prøveopsætning: Det er normalt at få en prøveopsætning af sit brudehår, så brud og frisør er helt enige om hvordan håret skal sidde. På den måde kan frisøren arbejde mere effektivt og bruden er sikker på at frisøren kan lave den ønskede brudefrisure. – Se også Brudehår.

Portal : På en bryllupsportal kan du finde information og inspiration til dig bryllup

Pianist: Pianister bliver ofte anvendt til hyggemusik under bryllupsmiddagen. En pianist kan også spille til eventuelle sange fra bryllupsgæsterne.

Program: Invitationen til et bryllup, er egentlig et program for dagen. Der kan også laves kirkehæfter, program til køkken og personale mv.

Pynt: Pynt bryllupsbordet og festlokalet oftest benyttes blomster og lys til at pynte lokaler, men grene, stoffer og andre ting og sager kan med fordel også bruges til oppyntning.

Planlægning: Et bryllup kræver rigtig meget planlægning. Derfor er det også vigtigt at begynde at planlægge i god tid

Papirdesign: Papirdesign betegner den røde tråd, der ofte er i alle papirmaterialerne, i forbindelse med et bryllup. F.eks. invitation, kirkehæfte, bordkort og takkekort. Det kan være monogrammet, papirmaterialet, farver, bånd og skrifttype, som angiver den rødetråd.

Polterabend: En polterabend er en dag, med masser af hyggelig aktiviteter, Arrangeret af brudeparrets venner. Pigerne arrengerer brudens polterabend. Drengene arrangerer brudgommens polterabend. Det er tradition at brud og brudgom, ikke er bekendt med dato, tidspunkt eller dagens indhold, men overraskes, f.eks. ved afhentning om morgenen.

Q

Quiz: En quiz om brudeparret, hvordan de mødtes osv. kan være et alternativ til tale eller sang ved brylluppet.

R

Ris: Kastes efter brudeparret, før det nygifte par forlader kirke eller rådhus. Der er ofte lavet små risposer i tyl eller stof, som uddeles til bryllupsgæsterne, mens brudeparret modtager lykønskninger. Ris skulle fremme frugtbarhed i ægteskabet.

Rådhusbryllup: tager kun 5 – 10 minutter, foretages af borgmester eller embedsmand.

Ringe: – Se Vielsesring

Reception: En bryllupsreception starter umiddelbart efter vielsen. Alle som har overværet brylluppet, bliver som regel inviteret til reception, hvis der afholdes en sådan. Besked om reception gives i forbindelse med indbydelse til bryllup. Før brudeparret forlader kirke/rådhus, gør brudgommen opmærksom på at der holdes reception på en given adresse. Brudeparret kan vælge at få tages bryllupsbilleder, mens gæsterne indfinder sig til receptionen. Hvis brudeparret ønsker det, kan brud og brudgom skære og servere bryllupskage, når de selv er ankommet til receptionen.

Restaurant: Benyttes ofte som feststed, i forbindelse med bryllup.

Regn: Regn skulle betyde lykke, men de fleste brudepar ønsker ikke regn på bryllupsdagen. Regn kan besværliggøre bryllupsfotografering, et havebryllup og andre udendørs arrangementer i forbindelse med bryllup.

Rygning og rygepauser: Er der rygere blandt bryllupsgæsterne, bør toastmasteren sørge for rygepauser, så servering, taler og sange ikke forstyrres unødigt og for at alle gæster får mulighed for at høre taler sange mv.

Registreret partnerskab : 2 personer af samme køn, kan indgå registreret partnerskab.

S

Slot: Et yndet og elegant feststed til afholdelse af bryllup.

Selskabslokale: Selskabslokaler har plads til større selskaber, og er beregnet til arrangementer som bryllup og andre festlige lejligheder.

Sange: Sange til brudeparret kan være et alternativ til en tale. Samme person kan også holde tale og have skrevet sang til brudeparret.

Strømpebånd: Strømpebåndet bliver ofte det blå på bruden, som skal bære nyt, lånt, gammelt og blåt. Det er tradition at bryllupsgæsterne, under bryllupsmiddagen råber “vi vil se strømpebånd”. I det tilfælde, kan det være praktisk, at bruden har strømpebånd – og bruden bestemmer jo selv hvor højt strømpebåndet skal sidde på benet.

Sex: – Se bryllupsnatten

Sko: Nogle mænd hygger sig med at skrive f.eks. “hjælp mig” under brudgommens sko, som kan ses, når brud og brudgom modtager velsignelse i kirken. – Se også brudesko.

Smooking : Et jakkesæt der bruges af mænd til fester efter kl. 18.00

Stress : Er noget de fleste brudepar vil opleve under planlægningen af deres livs fest. Mange ting skal planlægges og alt skal klappe på den perfekte dag.

T

Taler : Dem er der normalt mange af til et bryllup. Det er en kunst at holde en flot tale. Talen skal gå i hjertet og udtrykke følelser. Mange har svært ved at stille sig op til en forsamling og holde en tale og føler det grænseoverskridende. Men kan man holde en tale, der både har grin og gråd, vil talen gå over historien.

Traditioner : Dem er der mange af, de mest benyttede er : Brudekjolen, riskast, strømpbåndet, brudevalsen, klip i slips

TV : I får ikke tid til at se TV på jeres bryllupsdag, men inden jeres bryllup, kan i se masser af  TV på Bryllupskanalen og få inspiration til afholdelse af jeres drømmebryllup

Toastmaster : Er ham eller hende, der styrer slagets gang til et bryllup. Vælg en Toastmaster du har tiltro til, for det er et stort og ansvarsfuldt job. Toastmasteren sørger i samråd med køkkenet, at taler og sange kommer ind i den rigtige rækkefølge.

Takkekort : Takkekortet sendes ud efter brylluppet. Takkekortet kan være en personlig tak til hver enkel gæst, hvor man takker for opmærksomheden samt gaven. Takkekortet sendes typisk ud 2-3 uger efter jeres bryllup.

Telt og teltudlejning : Skal man holde sit bryllup hjemme, kan det være en god idè med et telt. Der findes en masse udlejningsfirmaer, der har telte til ethvert formål.

Trash the dress : Amerikansk bryllupskoncept, hvor bruden smadrer sin brudekjole efter brylluppet. Imens man smadre sin kjole, bliver det hele foreviget af en fotograf. Dette giver nogle meget utraditionelle billeder og en meget ødelagt brudekjole.

U

Udland : Det er muligt at holde sit bryllup i udlandet, du kan næsten blive viet i hele verden og på det mest utraditionelle steder.

Undertøj : Se lingerie

Usikkerhed : Man vil under sin planlægning måske opleve usikkerhed, er det nu det rigtige vi gør, bliver det godt nok osv. Denne usikkerhed er helt naturlig, når et bryllup planlægges

V

Vidner: Der skal være minimum 2 vidner på indgåelse af ægteskab. Vidnerne skal skrive under på at de har overværet ægteskabet. Har man ikke vidner med, kan rådhus eller kirke stille vidner tilrådighed.

Vinterbryllup : Ønsker man at holde et utraditionelt bryllup, kan man holde et vinterbryllup. Vinteren kan være lige så smuk som sommeren til afholdelse af bryllup.

Veteranbil: – Se bryllupstransport.

Video : At se video fra sit eget bryllup, er en dejlig måde at genopleve sit bryllup.

Vals: – Se brudevals

Æ

Æresport : Bruges ikke så meget mere ved bryllup, men bruges næsten altid ved kobberbryllup og sølvbryllup.

Ægteskabserklæring: Ægteskabserklæringen skal udfyldes forud for brylluppet og afleveres til rådhuset eller til kirken, hvor vielsen finder sted. En ægteskabserklæring kan indhentes online via din kommunes hjemmeside, på rådhuset eller på kirkekontoret. Ægteskabserklæringen skal udfylde af både bruden og brudgommen.

Ægtepagt : En ægtepagt oprettes mellem to parter, som er gift eller agter at indgå ægteskab (eller registreret partnerskab) med henblik på at ændre den ifølge lovgivningen fastsatte formueordning mellem ægtefæller, som ellers er “formuefællesskab”.

Ø

Ønskeliste: Ønskelisten sendes enten ud sammen med invitationerne, ellers har en en gavekoordinator, der holder styr på hvem af gæsterne der kommer med hvad, dermed får i ikke 2 af samme ting.

Økonomi : At have styr på økonomien under planlægningen af livets fest, kræver arbejde, for hvornår er nok nok og hvornår siger man stop. Tal evt. med en kyndig og aftal på forhånd hvor meget i vil bruge på jeres bryllup.

Å

Denne liste er under konstant udarbejdelse, skriv gerne flere ideer til ord her nedenunder.